Sådan finder du et godt firmanavn eller blognavn i 8 kreative steps

Tænker du, at alle gode firmanavne eller blognavne er taget?

Alligevel overraskes du gang på gang, når du ser en ny virksomhed eller blog, der har fundet på det helt rigtige – og ikke mindst kreative navn.

Firmanavnet, hvor du bare tænker:

"Yes, det er jo mega oplagt og helt ufatteligt, ingen andre har tænkt på det."

Du ville ønske, at du var lige så kreativ selv. Men listen foran dig indeholder bare ikke lige NAVNET. Og det hjælper heller ikke længere at stirre ud af vinduet. Eller føle sig dybt misundelig over det, andre har fundet på.

I den her artikel vil vi hjælpe dig med strategier og ideer til, hvor du skal kigge hen for inspiration og måder, at komme op med det perfekte firmanavn eller blognavn på – og det er ikke ud af vinduet, firmanavnet skal nemlig bygges indefra og ud.

Det bedste er at printe spørgsmålene, og brainstorme på papir. Gerne løbende. Et godt firmanavn kommer ikke på 2 timer, fordi det lige er den tidsramme, du har. Ha' papiret ved siden af dig og notér, når du kommer i tanke om et ord.

et-godt-firmanavn

STEP 1

Find et kreativt og godt firmanavn eller blognavn ved at se indad

Den absolutte kerne i at finde på et godt navn til dit firma eller din blog, som du vil elske  og holde af også om 5-10-30 år, er at dykke ned i, hvad dit brand står for.

Pokkers – er det ikke altid der, det lander? Hvad står du for?

Ja, ja, ja. Du skal have fundamentet på plads. Du kan ikke bygge en virksomhed på et godt firmanavn alene. Ved at dykke ned i, hvem du er, får du faktisk en hel masse beskrivende ord foræret, som du kan brygge videre på – og som det kreative firmanavn kan opstå ud fra.

Find inspiration til et godt firmanavn i dit fundament:

Her er 6 spørgsmål, som du skal besvare på den mest beskrivende måde:

  1. Hvad differentierer dig fra dine konkurrenter?
  2. Hvem er din ideelle kunde?
  3. Hvad er dine mål for fremtiden?
  4. Hvad er din mission?
  5. Hvad er din vision?
  6. Hvilke værdier arbejder du med?

 

Det fokus virksomheden Vild Med Vilje skaber, ligger i hele deres navn. De er en bevægelse, der arbejder for at gøre naturen vildere, rigere og mangfoldig. I ordene ligger så smuk en dobbelt betydning, for vild natur skabes ikke med vilje, men netop vildt af sig selv. Der, hvor deres indsats ligger, er steder, hvor vi med vilje styrer naturen, vores haver, byrummet, virksomhedsarealer osv. Dermed for virksomheden en kæmpe del af deres fundament ind i navnet.

STEP 2

Step 2 drejer sig om det, du tilbyder i din virksomhed

Kig også på alle de handlinger, du foretager dig. I dine processer, metoder eller fremgangsmåder kan det ligge meget guld gemt, når du skal finde et kreativt firmanavn.

Find inspiration til et godt firmanavn i dit produkt, ydelser og processer:

Her er 9 spørgsmål, som du skal besvare på den mest beskrivende måde:

  1. Hvad beskæftiger du dig med i din virksomhed?
  2. Hvilken niche opererer du inden for?
  3. Hvis du vil skrive blog, hvad skriver du så om?
  4. Hvad er det, du tilbyder, gør, yder?
  5. Hvad er det for en handling, bevægelse eller proces, du udfører?
  6. Hvordan ser den situation ud, hvor man gør brug af din løsning?
  7. Bruger du et bestemt redskab eller råvare?
  8. Hvilken værdi tilfører din virksomhed eller din løsning til dine kunder, læsere, følgere?
  9. Hvilket udbytte får de?

 

Frisøren i Kolind på Djursland hedder f.eks. Frisør GRO. De får jo ikke håret til at gro hurtigere, selvom det nok ville være godt for forretningen. Men de har så finurligt taget fat i et ord, der knytter sig til en del af deres virke.

STEP 3

Indfang stemningen omkring dit brand
– et godt firmanavn skaber nemlig en følelse af noget

Skriv alle de ord ned, du overhovedet kan, som du og andre associerer din virksomhed, blog eller produkt med. Ord, der indfanger og sætter en stemning omkring dit brand.

  1. Hvilke ord sætter du selv på dit brand?
  2. Hvilke associationer får andre, når du beskriver det, du laver?
  3. Hvilken stemning ønsker du at skabe omkring dit brand?

Skriv alle de ord ned, som overhovedet falder dig ind. I sådan en brainstormingsproces gælder det om at genere så mange ord som muligt. Et ord kan få din hjerne til at tænke på det næste ord, det næste ord, det næste ord … og lige pludselig er det helt rigtige ord der.

Det er beskrivende ord, tillægsord og ikke mindst positive ord. Dit firmanavn skal jo næppe efterlade en dårlig smag i munden.

Med mindre du er modig og kalder din restaurant "Fiasco", som en ellers udemærket restaurant på Frederiksberg en gang hed!

STEP 4

Tving din hjerne til at finde synonymer

Nu har du en god pose fuld af ord. Men det er ikke nok. For det er de ord, din hjerne i forvejen indeholdt. Nu skal vi tænke i andre baner.

Mange gange tager vi ordbøger og synonymordbøger i brug.

Ud fra de ord, du allerede har, laver du en mindmap og tilføjer flere ord.

Til at finde synonymer på det firmanavn, du overvejer, bruger vi en række ordbøger:

  • Den danske ordbog
    Her kan du finde betydninger for ord og "ord i nærheden". Det giver din hjerne lidt flere ord at arbejde med.
  • Synonymet
    Indtast et ord fra din liste, og få synonymer for ordet frem grafisk.
  • Synonymbog
    Endnu en generator til at få vist synonymer for et ord. Meget brugbart, også når du skal til og skrive tekster til din hjemmeside.

STEP 5

Find inspiration til et godt firmanavn eller blognavn ved at være lidt skør i sproget og stavemåden

Et twist til firmanavnet, kan være det, der gør det fabelagtigt godt.

Her er 7 små twist til firmanavnet:

  1. Kan du stave ordet på anderledes måder – f.eks. dobbelt vokaler eller bytte s ud med z? (f.eks Boozt)
  2. Brug store bogstaver og tal inde i ordet? (F.eks. look4fashion)
  3. Tilføj personlighed med et din-min-dit-mit foran (f.eks. Din møbelpolstrer)
  4. Tilføj et "et" eller "en" bagefter – "den" eller "det".. Det gør dig til den eneste ene (f.eks. "Anlægsgartneren" "Den lille anlægsgartner")
  5. Find tillægsord, navneord og udsagnsord med bestemte forbogstaver på https://words.onlineobjects.com
  6. Sammensæt ord, der skaber nye ord. F.eks. forstavelsen fra et ord og endelsen fra et andet ord (f.eks. Stauderiget – stauder + planeriget)
  7. Eller betydningen fra et ord og en betydning fra et andet ord (f.eks. hår og hærværk bliver til "HairVærk".)
  8. Ord og navne på andre sprog – som f.eks. klinikken i København, der hedder Augenblick (øjeblik på Tysk), der laver vipper og bryn. På fineste vis leger de med sprog, betydning og fortolkning.
  9. Historiske navne

STEP 6

Test dit firmanavn eller blognavn

Nu har du en enorm liste med ord, der beskriver dit brand og ord, som man associerer med din virksomhed. Det på tide at sammensætte dem til et formidabelt godt firmanavn eller navn til din blog.

Ord kan lyde skøre eller søgte. Men du skal ikke kassere dem, bare gå videre.

Streg ud og snæver ind. Så du til sidst har en lille shortliste.

 

Bare sørg for at spørge dig selv om disse 7 ting, når du har fundet på firmanavnet eller blognavnet.

  1. Er det nemt at læse?
  2. Er det nemt at stave?
  3. Er det nemt at forstå i telefonen?
  4. Klinger det godt – og husker man det?
  5. Er det et firmanavn, der er sigende for din forretning lige nu – eller har det også potentiale om 5-10-30 år?
  6. Begrænser blognavnet dig i at skrive om andet?
  7. Har firmanavnet vækstpotentiale eller begrænser det dig i at udvikle og tilbyde nye produkter og ydelser?
  8. Firmanavne, der indeholder dit hovedsøgeord, branche, by eller anden lokation kan give dig et lille forspring søgeoptimeringsmæssigt. (f.eks. Synstræning Horsens – synstraening-horsens.dk)

Den sidste kan være lidt tricky. Helle har formået at få både søgeord, branche og by med ind i navnet. Det er sjældent, at du kan det. Det er heller ikke vores anbefaling at du tillægger det stor værdi, hvis du vil finde et kreativt navn til virksomheden. Det bliver lidt kunstigt – husk at hele dit firmanavn behøver ikke være din webadresse.

Min virksomhed hedder f.eks. Dorthe Do Grafisk Designeri v/ Dorthe Bejer. Det er jo tydeligvis for langt. Så min hjemmeside hedder bare www.dorthedo.dk. Men jeg kunne godt have haft noget med "grafisk design" inde over webadressen. Problemet for mig nu – 15 år efter – ville så bare være, at jeg nu mest laver hjemmesider – og så ville webadressen have modsat effekt på søgeoptimeringen, da min hjemmeside ikke handler om grafisk design.

STEP 7

Er dit nye firmanavn eller blognavn ledigt?

Du kan selvfølgelig komme op med verdens fedeste firmanavn – men ende med at komme til kort, fordi en anden har taget navnet. Så inden du registrerer noget, skal du lige tjekke disse steder om du kan få firmanavnet.

  • Datacvr.virk.dk
    Her kan du tjekke, om navnet er ledigt indenfor din branche. I nogle tilfælde kan du godt have et firmanavn, som er det samme som en anden virksomhed – hvis bare I har meget forskellige brancher.Tænk på det, der dengang hed "Jensens fiskerestaurant", der tabte navnesagen til "Jensens Bøfhus". Hvis en kendt virksomhed hedder det samme i en anden branche, så lad det ligge. Det vil i sidste ende bare forvirre dine kunder, når de søger på Google.

    Registrering af selve firmanavnet sker, når du opretter din virksomhed.

    Vær opmærksom på, at din virksomhed ikke behøver hedde det samme som din blog. Bloggen kan jo bare være en del af det, du laver. F.eks kan din virksomhed være en paraply af mange ting: udvikling af opskrifter for andre, forfatter, salg af eget design, salg af specialprodukter, professionel blogger.

  • DK-hostmaster.dk Tjek om det danske domæne er ledigt.
  • Whois.net
    Tjek om alle andre endelser end .dk er ledige.

  • URL registrering
    Finder du et navn, der har en ledig URL-adresse, du bare ikke vil miste, så kan du registre navnet hos en webhotel udbyder.

  • Søgning på nettet
    Lav en søgning på det firmanavn, du påtænker at oprette. Hvad finder du? Er der uheldige artikler eller links, der dukker op?

  • SoMe registrering Når du er sikker på navnet, så begynd at registrere navnet på de sociale medier. Opret firmaprofiler på de store platforme – også de steder, hvor du ikke selv vil være tilstede. Så er du sikker på, at ingen andre tager dit navn og skaber forvirring. Brug f.eks. en tjeneste som knowem.com eller namechk.com til at tjekke flere sociale medier på en gang.

STEP 8

Kan man bruge sit eget navn som firmanavn, produktnavn eller blognavn?

En sidste og udemærket ide til dit firmanavn eller blognavn kan være at kigge på dig selv og dit eget navn – især hvis dine ydelser er bundet op på dig. Hvis du overvejer at bruge dit eget navn som firmanavn, så må du ikke misse det indlæg, hvor vi opvejer for og imod.

Der kan nemlig være en række faldgruber, som du ikke lige har tænkt på.

Har du fundet et godt, kreativt firmanavn?

Vi håber, du nu har lidt flere ideer på papiret til et super godt og kreativt firmanavn eller blognavn. Der findes også en del navnegeneratorer, men maskinerne er lige glade med, om dit navn er funderet i det, der kendetegner din virksomhed. Det er bare tilfældige ord.

Del gerne dine egne overvejelser i kommentarerne. Har du andre metoder til at finde på et godt firmanavn?

Efterlad en kommentar





Dorthe Do og Birgitte Feldborg

DORTHE DO BEJER er grafisk designer og hjemmesidebygger. Hun elsker at arbejde sammen med den passionerede "direktør" – altså dig der er soloselvstændig eller iværksætter – om at løfte dit grafiske udtryk “fra hjemmegjort til efterspurgt ™”.
Hun er kendt for nærmest at være tankelæser, når hun omsætter det man har i hovedet til grafiske udtryk. Privat er hun mor til 4, hyggehækler og elsker en god, afslappende dag i haven.

BIRGITTE FELDBORG hjælper små virksomheder og soloselvstændige med at udvikle deres forretninger til det næste niveau. Med mere end 15 års undervisningserfaring kender hun også udfordringerne ved at tilegne sig ny viden, og hvad der skal til, for at det lykkes. Hun har hjulpet mere end 300 forskellige virksomheder og kender deres udfordringer, og hvad der virker og ikke virker, når vi taler om målgrupper, produktsammensætninger og markedsføring.

dd-bf-signature
bog-ivaerksætterundervisning

Download light udgave af Iværksætteri i praksis

Ved at udfylde formularen får du adgang til et smugkig i iværksætterbogen samt modtager nyhedsbreve med enkle værktøjer, inspiration og gode tilbud fra iværksætter.NU. Vi indsamler og opbevarer dine data og de valg du foretager med henblik på at kunne sende dig målrettede informationer, værktøjer og markedsføring. Oplysningerne slettes , når vi ikke længere ønsker at sende nyhedsbreve ud. Oplysningerne videresælges ikke, men opbevares hos vores nyhedsbrevstjeneste. Læs i øvrigt vores privatlivspolitik. Du har til enhver tid ret til at få slettet eller korrigeret dine oplysninger. Dette kan du let gøre ved at benytte linket i bunden af hver mail. Du har desuden ret til at klage til Datatilsynet. 

Bedste-ivaerksaetter-blogs-DigiAwards2017