Nå dit salgsbudget inden året løber ud
DET ER IKKE FOR SENT AT NÅ SALGSBUDGETTET
– HELLER IKKE I ÅRETS SIDSTE KVARTAL

Har du kigget på dit salgsbudget for nylig?
Hvordan ser det ud?
Når du det?
Hvis ja – så fortsæt endelig med det, du har gang i – og lad så champagnepropperne springe. Skål og tak for i dag --> tag et kig på vores andre blogindlæg til iværksættere for så har du sikkert noget tid til overs.
Hvis nej, hvad gør du så?
Du kan selvfølgelig bare sige nå, så nåede jeg det ikke, og det er der ikke noget at gøre ved. Men selv om du skulle stå på tærsklen til årets sidste kvartal, er der stadig en hel masse, du kan nå at gøre.
Sælger du ydelser, kan du f.eks.
- Kontakte nogle af dine tidligere kunder
- Lave en lille kampagne for nogle af de produkter, du allerede har på hylden
- Sælge nogle flere 1:1 sessioner
Lad os forklare hvordan …

Kontakt nogle af dine tidligere kunder
Hvor meget kontakt har du egentlig til dine tidligere kunder? Hvis du er som de fleste af os, er du allerede videre og har stort set glemt alt om de kunder, du betjente i sidste uge, for ikke at tale om dem, du arbejdede sammen med i sidste måned.
Men det er meget nemmere (og billigere) at sælge mere til de kunder, der allerede kender dig og det, du kan.
Derfor er det en god ide at sætte et system op for dig selv, der gør, at du med jævne mellemrum kontakter dine tidligere kunder for at høre, hvordan de har det, og hvordan det går, sådan at du bliver ved med at være på deres nethinde, når de igen har brug for hjælp.
Det behøver ikke at være særligt bøvlet eller besværligt. Du kan f.eks. ringe dem op for at høre, hvordan det går dem, du kan sende en artikel, du har læst, der er relevant for din kunde, eller et postkort med en hilsen til dem.
Du vil opleve, at det kan være en rigtig god investering af din tid at holde kontakten til gamle kunder – de kan hurtigt blive til kunder hos dig igen og igen og igen … og dermed hjælpe dig til at nå det salgsbudget, du satte op tidligere på året.

Lav en lille kampagne for nogle af de produkter du allerede har på hylden
Har du nogle online produkter på din produkthylde, som trænger til at blive støvet af? Eller er det måske tid til at finde den workshop frem, som du ikke har lavet længe?
Så kan det lige være det, der skal til, for at du kan nå dit salgsbudget.
Sådan gør du:
- Beslut dig for, hvilket produkt, du vil sælge
- Skriv 5 e-mails til din liste, der viser dine læsere, hvorfor de har brug for det, du har til salg – hver e-mail har et link til det produkt, du har til salg. Har du ikke en særlig stor liste, kan du overveje, om du vil putte lidt penge i en Facebook annonce eller to for at få dit produkt solgt.
Husk, at der skal være et incitament for dine læsere til, at de skal slå til nu.
- Er det en live workshop giver det selvfølgelig sig selv, fordi den afholdes på en bestemt dato.
- Er det et online produkt, så skal du finde en grund til, at din læser skal handle nu. Det kan være, at produktet udgår, at du i en begrænset periode sælger produktet til nedsat pris, eller at du lukker for salget på en bestemt dato
Husk også at fortælle om dit tilbud på de sociale medier, hvor du er til stede

Sælg nogle flere 1:1 sessioner
Arbejder du med dine kunder 1:1? Så kan du sagtens nå at sælge nogle flere sessioner.
Du kan f.eks. tilbyde en kort uforpligtende samtalte med interesserede potentielle kunder, sådan at I kan finde ud af, om I er et godt match, og om du er den rette til at hjælpe vedkommende.
Tilbyd gerne en lille tilbagemelding på skrift, hvor du giver hende de 3 vigtigste ting, som du synes, at hun skal koncentrere sig om lige nu – på den måde viser du, at du er eksperten og gør det nemmere for hende at beslutte sig for, at du er den rigtige til at hjælpe hende.
Giver du behandlinger, kan du også give en lille smagsprøve af, hvad du kan.
Det kan være, at du giver 15 min ekstra massage, hvis man booker en tid i løbet af de næste 14 dage, eller at alle, der booker tid på tirsdag får 10% på dine behandlinger. Det handler om, at kunderne skal beslutte sig nu og ikke vente til den dag, de har bedre tid eller mere ondt et sted, for så kan de blive ved med at udskyde det.
Når du så dit salgsbudget i år, tror du?

Der er stadig masser af muligheder for at nå dit salgsbudget, det handler først og fremmest om at træffe en beslutning om, at selvfølgelig vil du nå dit budget og så komme i gang. Sæt handling bag, gør noget aktivt, hvis du vil se resultat.
Så hvad er det, at du skal sælge resten af året?
Fortæl os gerne i kommentarerne herunder, så alle kan blive inspireret af dine ekstra tiltag.

FORRETNINGSUDVIKLER BIRGITTE FELDBORG
Artiklen er skrevet af Birgitte Feldborg forretningsudvikler, underviser og forfatter. Hun brænder for at rådgive og undervise dedikerede selvstændige konsulenter, coaches og behandlere som dig til at udvikle din virksomhed – også når det gælder dit salg.