Hvordan finder jeg den RIGTIGE pris?
4 forskellige veje til den rigtige pris
Hvordan man finder den rigtige pris for sit produkt eller ydelse?
DET KORTE SVAR ER:
Den rigtige pris er den pris, som kunden vil betale for dit produkt eller ydelse.
Det lidt længere svar er, at der er flere måder at finde den rigtige pris på:
Hvilken værdi har dit produkt eller ydelse for din kunde?
Kan du spare ham eller hende for en masse tid, arbejde eller penge? Ja så har det garanteret en høj værdi for din kunde – også selv om det kun har taget dig en halv time at udvikle og levere produktet eller ydelsen.
Overvej, hvad det er kunden får, når han eller hun køber dit produkt. Det er altså her, at du skal være helt klar på kundens udbytte.
Hvis dit produkt eller din ydelse er et standardprodukt eller –ydelse, er du nok nødt til at skele til, hvad dine kolleger og konkurrenter udbyder deres produkter til.
Når du ved det, kan du overveje, hvor du skal lægge din pris – lidt over eller lidt under dine konkurrenter?
Overvej, om du leverer noget bedre eller mere end dine konkurrenter, derved kan du tage mere for dit produkt, end konkurrenterne gør.
Hvad koster det dig at producere dit produkt eller ydelse?
Det er selvfølgelig nemmest at gøre op, hvis du fremstiller eller videresælger et fysisk produkt, men også ved serviceydelser er det godt at have dette med i baghovedet, når du skal fastsætte din pris. Hvor lang tid har du egentlig brugt på at frembringe din serviceydelse? Og hvad forventer du at sælge af denne ydelse? Så kan du jo kalkulere, hvad kostprisen er for hver enkelt af de serviceydelser, du sælger.
Det samme gælder for det fysiske produkt. Hvad koster det at fremstille? At transportere? Emballage? Hvor meget tid skal du bruge på hvert produkt? Hvor meget skal du så tjene på hvert produkt eller ydelse?
Hvor meget du koster i timen?
Tænk også på, at du ikke kan fakturere alle dine timer til dine kunder, fordi du også skal have tid til alt det andet i din virksomhed – administration, udvikling, opfølgning, produktion mm. Du skal også tjene penge til ferie og fridage og til, at du evt. kan blive syg.
En tommelfingerregel er, at du ca. skal gange den timeløn, som en ansat får i det pågældende job med 2,5 for at have dækket det hele ind.
Du kan altid ændre dine priser!
Selv om du har overvejet alt det øvrige, vil du opleve, at det ikke er sikkert, at du får sat den rigtige pris fra starten af, så må du ændre den hen ad vejen.
Samtidig er det også vores erfaring, at det er sværere at få en høj pris for produkter og ydelser til private end det er at få en fornuftig pris for sine produkter og ydelser til virksomheder.
Lad os endelig høre, hvad dine erfaringer med prissætning er – læg gerne en kommentar herunder.
Interesserer du dig for salg?
Så anbefaler vi at du også læser:
FORRETNINGSUDVIKLER BIRGITTE FELDBORG
Artiklen er skrevet af Birgitte Feldborg forretningsudvikler, underviser og forfatter. Hun brænder for at rådgive og undervise dedikerede selvstændige konsulenter, coaches og behandlere som dig til at udvikle din virksomhed og finde den forretningsmodel, der tillader dig at gøre en endnu større forskel i din kundes liv, samtidig med, at du tjener flere penge og bruger din tid og din energi bedst muligt.